---
title: "21-05-2026"
description: "Referat af skolebestyrelsesmøde 21-05-2026"
date: "2026-06-04"
created: "2026-06-04"
---

[Hjem](https://oleroemerskolen.htk.dk/)

                    [Forældre](https://oleroemerskolen.htk.dk/foraeldre)

                    [Skolebestyrelsen](https://oleroemerskolen.htk.dk/foraeldre/skolebestyrelsen)

                    [Referater](https://oleroemerskolen.htk.dk/foraeldre/skolebestyrelsen/referater)

                [21-05-2026](https://oleroemerskolen.htk.dk/foraeldre/skolebestyrelsen/referater/21-05-2026)

# 21-05-2026

**Dato:** 21. maj 2026
 **Tid:** 17.30 – 20.00
 **Sted:** Ole Rømer-Skolen, Gadehavegårdsvej 1

## Deltagere

Skoleleder: Pernille Folting

Souschef: Linda Niebling

Referent: Emil Tolstrup

Formand/-person: Stefan Ørsted Petersen

Næstformand/-person: Emine Kanat

Medarbejderrepræsentanter: Dorte Sørensen, Sultan Yurtseven,

Forældrerepræsentanter: Benjamin Elung-Jensen, Selim Kurteshi, Narmin Hasan

Elevrepræsentanter:

Afbud: Annemone Hansen, Audrone Matuizaite, elevrepræsentanter: Nilima (9.B), Chirisha

## 1. Valg af mødeleder

Linda Niebling valgt.

## 2. Godkendelse af dagsorden

Dagsorden godkendt.

## 3. Godkendelse af referat

Referat godkendt.

## 4. Nyt fra formanden/-personen

Byrådet har godkendt at fjerne restriktioner for klassedannelse mellem de to matrikler Gadehave-afdelingen og Børne- og kulturhuset (BKH).

Dét, at restriktionerne er fjernet, betyder, at ledelsen fremover vil have beslutningskompetencen til at placere klasser og årgange på matriklerne. Bestyrelsen skal udarbejde principperne for klassedannelsen.

Der er fortsat store udfordringer med parkering ved BKH. Det er vanskeligt for forældre og personale at finde parkering. Der er nye parkeringstilladelser, hvilket ikke opleves tilstrækkeligt. Pernille er, på vegne af ledelsen i BKH, i dialog med Driftbyen omkring holdbare løsninger.

Stefan har været i dialog med Wissenberg, der er entreprenør på byfornyelsen, da der har været udfordringer med tung trafik ved pullerter og bommen. Der har nu været dialog med både Stefan og ledelsen omkring det. Wissenberg har lovet at forbedre kommuniaktionen fremover.

Opbakning til 'Sammen om skolen' med lokal tilpasning. Stefan har været i dialog med Anya, direktør i SPC, vedrørende forældredeltagelse i Sammen om skolen.

## 5. Nyt fra elevrådet

Da der ingen elevrådsrepræsentanter var til stede, er punktet varetaget af Dorte og Sultan (Medarbejderrepræsentanter).

Det lille elevråd har ønsket en fælles legedag for indskolingen. Klasserne skal planlægge lege for hinanden. Det er forventningen, at det kan være med til at styrke fællesskabet blandt eleverne og forhåbentligt give ideer til lege i frikvartererne. Det afvikles i ugen op til sommerferien.

## 6. Nyt fra ledelsen

Der er valg til skolebestyrelsen. Valget er denne gang digitalt og gennemføres via Aula.

Store parkeringsudfordringer ved BKH. Det er uholdbart.

- Dialog med Driftbyen i gang.

- Det har været drøftet med Driftbyen, at næste skridt kunne være en digital parkeringsløsning.

- Der er ikke planer om flere parkeringspladser.

- De nye parkeringstilladelser har givet en forbedring. Vi håber, at det har en positiv effekt på Gaden og BKH. Der skal gå lidt mere tid, før vi kan konkludere endeligt på effekten. Lige nu opleves det ikke tilstrækkeligt.

- Pernille er i fortsat dialog med Driftbyen.

## 7. Ringetidssæt 2026/2027 – se bilag 1

Spisepausen forkortes til tyve minutter. Kl. 11.20-11.40. Det efterfølgende frikvarter lægges kl. 11.40-12.15. Det har været drøftet med lærerne, om det skulle slutte kl. 12.05. Lærernes generelle feedback har været, at frikvarteret slutter kl. 12.15, så der er tilstrækkelig tid til at lege.

Flere lærere peger på udfordringer med kantinekø. Det tager tid fra spisepausen. Selcan har været undersøgende på problematikken, og tilbagemeldingen fra Katrine i kantinen er, at lærerne sender eleverne ned for tidligt.

Vi har en drøftelse om muligheden for digital bestilling - undersøges (af Pernille).

Ringetidssættet vedtaget enstemmigt: *Spisepausen forkortes til tyve minutter. Kl. 11.20-11.40. Det efterfølgende frikvarter lægges kl. 11.40-12.15.*

## 8. Retningslinjer for kontaktforældre

Det ønskes, at formuleringen om, at ledelsen sender en ramme ud for rollen som kontaktforældre fjernes. Selve dokumentet, hvor formuleringen står, er rammen.

Der ønskes en pixiguide med ideer til alt fra lån af lokaler, til arrangementer.

Ændring af formulering – godkendt.

## 9. Klasseantal kommende skoleår

Pernille informerer om, at klasseantallet på udvalgte årgange er usikkert. Det handler om udvidelse eller samling af klasser. Det er vanskeligt at have et endeligt overblik, da elevtallet i en del af MO-klasserne er usikkert. Mange flytter og nye kommer ind.

Elevtallet opgøres 5. september, hvilket er skæringsdatoen for, hvad skolen får af midler.

Pernille er tilbageholdende med at samle eller udvide på udvalgte årgange. I indskolingen ved vi, at en del flytter i løbet af 1.-2. klasse, så en for tidlig beslutning kan betyde, at der er for mange klasser og dermed overtallighed af lærere. Vi skal tæt på skolestart for at kunne være sikre på, om der skal samles eller udvides. Dette kan betyde, at information og proces kan ske sent.

Beslutning tages tæt på skolestart, da den økonomiske betydning er betydelig.

Bestyrelsen tager orienteringen til efterretning.

## 10. Sammen om skolen

Kritik af kommunen for organisering og kommunikation. Der lægges op til én forældrerepræsentant der deltager på vegne af alle skoler. Stefan har videregivet ønsket om en repræsentant fra hver skole, da skolerne er yderst forskellige. Det er vanskeligt at tale på vegne af alle skoler.

Der pågår samarbejde nu på eget initiativ, hvor Ole Rømer, Torstorp og Mølleholmen har et samarbejde på tværs. Der er et ønske om bedre samarbejde mellem bestyrelser.

## 11. Sammenlægning af matrikler

Politisk vedtaget.

Det er planen af etablere indskolingshus i BKH, så alle elever har den samme vej gennem deres skoleliv.

Det kan ikke nås til august, men en ramme skal være på plads til november, hvor der skal sendes information ud til de nye skolestartere.

Der planlægges dialogmøde mellem ledelse, personale og skolebestyrelse. Det er en stor beslutning og kræver derfor grundig involvering.

MO-klasser placeres, så de er med egen årgang.

Fokus på sikker skolevej. Kan vi komme på forbedringsforslag/initiativer til skolevejen?

- Bedre belysning.

- Fokus fra kommunen på tunnelen.

## 12. Eventuelt

Der ønskes bedre legeplads på BKH i forbindelse med omorganiseringen. Legepladsmidler skal afklares. Skolebestyrelsen har ikke fået tilbagemelding på deres henvendelse om midler til legepladsen i BKH. Der tages fat i Frank Lassen.

Der opleves udfordringer med elevtoiletterne. Toiletforhold kræver indsats, og lærerne i afdelingerne følger det tæt. Der er forskellige tiltag i gang og der arbejdes løbende med det.

Nikotinprodukter er en stor udfordring. Det store elevråd er en del af en proces omkring, hvordan vi bedst muligt udbreder viden og får arbejdet med involvering af forældre. I den kommende uge er der møde med elevrådet og en del eksterne aktører. Pernille inviterer Stefan med.

Kommende skoleår skal der være opstartsmøde for elevrådslærerne, så der er et fælles afsæt for arbejdet, og der skal lægges en tydelig linje.

Bordtennisbord i udskolingen er ødelagt – der er fokus på forældrebetaling ved hærværk.

Forslag om Aula-opdatering med klip fra byrådsmødet om vedtagelsen af sammenlægningen.

## 13. Bilag

Bilag 1:

![](https://oleroemerskolen.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/f5d7fa95-a5c4-403f-76af-08debc95e372?width=800)
